Thaimarinerede agurker med rejer

Til opskriftsoversigt

30 min
4 personer

En festlig og meget lækker thai-ret, du kan lave i en håndevending – en oplagt idé til veninde- eller kærestemiddagen.

Ingredienser: 

agurker
1 frisk rød chili
2 fed hvidløg
Saft af 4 limefrugter (1 dl)
2 spsk fiskesauce
2 spsk sukker
1 spsk rapsolie
350 g store rejer uden skal
1 håndfuld koriander

Tilbehør
Kogte jasminris (4 dl rå ris)
1 bundt forårsløg
1 bundt asparges, grønne 500 g

Tilberedningsmetode: 

Skræl agurkerne og skær dem i kvarte på langs. Skær kernerne væk. Skær agurkerne i trekantede stykker.

Flæk chilien, fjern kernerne og hak den fint. Skær hvidløgene i tynde skiver.

Rør en marinade af limesaft, fiskesauce, sukker, chili og hvidløg. Vend agurkerne i marinaden.

Tør rejerne med køkkenrulle og steg dem i olien på en pande ved middelhøj varme, ca. 3 min på hver side. Vend rejerne med agurkerne og lad dem trække mens tilbehøret gøres klar. Vend dem rundt i marinaden fra tid til anden.  

Tilbehør
Kog risene som angivet på pakken. Skyl forårsløgene, skær dem i tynde ringe og drys over de kogte ris.

Knæk enderne af aspargesene og kog dem i letsaltet vand i 4 min.

Server aspargesene til de marinerede agurker og rejer og brug marinaden til at dryppe over risene. 

Energi pr. person:
2000 kJ (500 kcal)
Protein: 22 %
Kulhydrat: 67 %
Fedt: 11 % (6 g)
Grøntsager pr. person: 250 g

Opskrift og styling: Udviklet af Christine Bille Nielsen
Foto: Henrik Freek

Tilføj kommentar