Dampede asparges med rabarber-vinaigrette

Til opskriftsoversigt

30 min
4 personer

Sæsonens spæde rabarber er en ren delikatesse. Det samme gælder sæsonens hvide asparges. Sammen er de to et fantastisk velsmagende par. Perfekt til en forret på en forårsdag.

Ingredienser: 

1 bundt asparges, hvide
30 g salte mandler
1 bundt kørvel eller dild
Salt og peber

Rabarbervinaigrette
100 g rabarber
10 g smør
1 spsk sukker
1 spsk eddike
3 spsk olivenolie
1 tsk dijonsennep
1 tsk flydende honning

Tilbehør: groft brød

 

Tilberedningsmetode: 

Knæk den nederste træede ende af aspargesene. Skræl aspargesene fra hoved og ned. Damp aspargesene i ca. 4-5 min. til de er møre. Kogetiden afhænger af tykkelsen.

Skær rabarberne i små snitter på ca. 1 cm. Smelt smørret i en lille gryde og steg rabarberne et kort øjeblik. Drys sukker over og lad rabarberne simre ved svag varme i ca. 5 min. til de er møre. Tag gryden af varmen og afkøl.
Rør eddike med olie, sennep og honning. Vend forsigtigt rabarberne i vinaigretten.

Anret asparges på et fad og fordel rabarbervinaigrette over. Drys med hakkede mandler og pynt med kørvel. Server med groft brød.

Tip
Når du skræller hvide asparges, så læg dem på et skærebræt og skræl med en tyndskræller fra hoved og ned. På den måde undgår du, at aspargesene knækker.

Opskrift og styling: Lone Kjær, Foto: Henrik Freek

Tilføj kommentar